Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik

En uge efter nedlukningen: Handler nordjyderne lokalt, når de ikke kan køre til Aalborg?

De lukkede kommunegrænser har påvirket de større handelsbyer forskelligt. Nogle mangler de udenbys besøgende, mens andre har gavn af, at Aalborg ikke er tilgængelig

De lukkede kommunegrænser har påvirket de større handelsbyer forskelligt. Nogle mangler de udenbys besøgende, mens andre har gavn af, at Aalborg ikke er tilgængelig
I Metropol i Hjørring har de savnet kunderne fra nabokommunerne. Nu håber centret, kunderne vender tilbage, efter de lempeligere restriktioner er trådt i kraft. Foto: Bente Poder

NORDJYLLAND: Slutningen er året er den vigtigste tid for landets mange butikker, også de nordjyske. Inden længe er der Black Friday, og julehandlen er så småt gået i gang. Netop derfor er slutningen af året et kritisk tidspunkt for butikkerne at miste kunder, og med lukkede kommunegrænser den seneste uge har mange nordjyder i shoppehumør måttet klare indkøbene hjemme i egen kommune. Derfor har de nordjyske butikker også oplevet vidt forskelligt, hvad den lukkede grænse, især mod Aalborg, betød for handelslivet.

Én ting er dog sikkert – det er de færreste, der slog omsætningsrekorden den seneste uge.

I Thisted fortæller handelschef, Michael Vendelbo, at de kunne mærke en forskel, da borgerne blev rådet til ikke at køre ud og ind af kommunen.

- Vi har ikke nødvendigvis flere kunder, fordi de ikke kan komme til Aalborg, men vi har et stort opland i Mors og Jammerbugt, som ikke kunne komme hertil. Det kan vi godt mærke, fortæller han.

Ifølge handelschefen har non-food butikker med tællere, målt en tilbagegang på 12 til 15 procent. Andre har mærket en nedgang på omkring 20 eller helt op til 50 procent. Nedgangen skyldes ikke nødvendigvis, at folk internt i kommunen bare er blevet hjemme, forklarer handelschefen. For det har de ikke kunnet mærke før de seneste restriktioner, forklarer han.

I butikscentret Metropol i Hjørring har der også været længere mellem kunderne. Særligt i hverdagene, hvor de manglede omkring en tredjedel.

- Det har været lige stille nok. Der har ikke været lige så mange handlende, som der plejer at være.

Fredag og lørdag var der lidt flere, men der var stadig god plads, siger marketing manager Jane Melgaard Olesen.

Selv om de færre kunder enkeltvis købte for mere, så var det ikke nok til få handlen op på niveau. For selv om de hjørringensiske kunder var afskåret fra at køre ud af kommunen, så var de udenbys gæster også afskåret fra at komme til.

- Vi er vant til at have mange mennesker fra vores nabokommuner, og det kan vi først fra i dag. Så vi har været ramt af, vi ikke kunne få udenbys gæster.

På samme måde har Aars i Vesthimmerlands Kommune også manglet kunderne udefra. Især de manglende kunder fra Rebild Kommune, der ellers bor tæt på byen, kunne mærkes.

- Det var i hvert fald en halvering af kundestrømmen nogle steder, fortæller Jørgen Sørensen, der er formand for den lokale handelsstandsforening.

Han frygter især, at de kunder, der har holdt sig væk, har brugt pengene et andet sted.

- Når folk bliver utrygge, sætter de sig foran skærmen og trykker køb. Internettet er en kæmpe konkurrent for os, og det er ikke blevet lettere efter i fredags, understreger han.

Ingen konkurrence med Aalborg

Det er dog ikke alle steder, nedlukningen har betydet et markant fald i kunderne.

For eksempel fortæller Vagn Tidselbak fra Meny i Aabybro, at de har kunnet mærke, folk blev i kommunen.

- Det er gået rigtig fint. Jeg kan se, der har været flere biler på parkeringspladsen den seneste tid.

Også i Brønderslev er handelschefen, Lars Andreasen, ikke i tvivl om, at den lukkede kommunegrænse har fået folk, der ellers ville handle i Aalborg, til at se mod egen kommune i stedet.

- Jeg går rundt nede i byen lige nu og kan se, at der faktisk er godt med mennesker i byen. Det er vi glade for.

Lars Andreasen vurderer, at handlen i sidste uge lå på 75 til 80 procent af samme uge sidste år – men at det tal skal holdes op imod, hvordan det ville have set ud, hvis kunderne stadig kunne køre til Aalborg.

- Man skal se mulighederne, selv når der opstår problemer. Muligheden nu er at få dem, der måske plejer at handle i Aalborg, til at se, at de kan få det samme til de samme priser i Brønderslev.

Han fortæller desuden, at byen har tiltrukket flere kunder fra den østlige del af kommunen, Dronninglund og Hjallerup, der heller ikke kunne tage til Aalborg i weekenden.

Er det ligefrem en fordel for jer, at grænsen til Aalborg er lukket?

- Jeg kunne godt finde på at ringe til Mette Frederiksen og sige, jeg ikke synes, vi skal åbne op før 1. januar - bare for at være helt sikker, siger han med et smil.

- For selvfølgelig er vi i kæmpe konkurrence, og selvfølgelig er der rigtig mange, der arbejder i Aalborg og handler i Aalborg. Det siger sig selv. Selv om vi har en god handelsby med specialbutikker og supermarked, så er der da nogen, der handler i Aalborg, og der har vi større chance for at nå dem nu, end hvis der ikke havde været lukket. Modsat har vi været hæmmet af at have et stort opland i Jammerbugt Kommune, der så ikke har kunnet komme ind og handle, men det kan de nu. Så på den måde er det ok for os.

Og netop de nye lempeligere restriktioner, hvor man i de syv nedlukkede kommuner gerne må besøge hinanden på tværs, kan være med til hjælpe på situationen, vurderer Jane Melgaard Olesen fra Metropol i Hjørring.

- Nu, hvor vi får nabokommunerne med, håber jeg det kan blive en fordel for os, at de kan handle hos os og ikke i Aalborg. Udfordringen er, hvis folk ikke kører nogen steder, men vi opfordrer klart til, at man handler i de fysiske butikker.